1901-1954: Tessebølle skole
Anna fortæller om sin skolegang 1925-1932:
“Til den årlige eksamen kom hele skolekommissionen – det var præsten og sognerådet. Så skulle vi læse og regne hovedregning, og vi blev hørt i salmevers, geografi og Danmarkshistorie. For det meste var det læreren, der stillede spørgsmål, men præsten blandede sig også tit. Når vi havde været til eksamen, fik vi 25 øre at snolde for, det var mange penge for os dengang.
Det var almindeligt, at man inviterede både skolelæreren og præsten med til både barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelser.
Skoleåret sluttede i april, så man kunne nå at starte i en ny plads til 1.maj, når man som afslutning på skoletiden blev konfirmeret.”